Jeg har lige haft en modbydelig telefonsamtale med min svigerinde. Hun var direkte ondskabsfuld at høre på. Hun anklagede mig for at svigte hende, fordi jeg ikke ringer til hende. Nu er det sådan, at jeg har gennem tiden forsøgt at ringe til hende mange gange. For at høre, hvordan hun har det. Hun har et meget vanskeligt sind. Og hver gang jeg har ringet hende op, så har hun fortalt mig, at jeg gør al ting forkert, efter at min mand – hendes bror – døde. Fx så er det forkert af mig, at jeg ikke går på bar og ser mennesker. Jeg har ikke lyst til at gå på bar. Og jeg har lige i øjeblikket ikke brug for at møde mennesker.
Kender mig selv
Jeg mener at kende mig selv. Hun har også fortalt mig, at jeg bør gå til pilates‐gymnastik, fordi det gør hun selv og har det godt med. Jeg bryder mig ikke om gymnastik. Jeg foretrækker at gå lange ture i mit tempo. Samtalerne, vi har, ender altid med, at hun beklager sig over at være angst og have helbredsproblemer.
Og de samtaler har lært mig, at jeg bør holde afstand til hende. Det kan hun mærke, men jeg har altså ikke lyst til, at hun bebrejder mig hele tiden, når vi taler sammen. Så jeg holder afstand og ringer ikke så tit til hende som før. Men her for få minutter siden efter at have lagt på efter at have hørt på endnu en bunke bebrejdelser om, at jeg håndterer mit liv forkert, er jeg rasende: ”Jeg ringer hende ikke op igen. Hun er et selvcentreret menneske, der ikke har forståelse for, at andre mennesker ikke nyder en drink på en bar – alene eller ikke har lyst til at høre om, at hendes kat har kradset sofahynden op. Eller at hendes mand arbejder for meget. Eller at hun har det psykisk dårligt. Og at det er meget svært for hende at bo i storbyen. De lange afstande er et problem.”
Find dog en god psykoterapeut
De sætninger har jeg sagt til mig selv mange gange før. Alligevel kan jeg ikke undgå samtalerne. Hun ringer jo også op. ”Men jeg kan fortælle hende direkte, at jeg vil anbefale hende at få professionel hjælp til sine personlige problemer. Det er jo helt tydeligt, at hun er syg. Jeg vil sige til hende, at hun skal finde den bedste psykoterapeut i København, så hun kan komme af med sin angst og lære at få et godt liv med sig selv.”
Tør jeg?
Min tanke er rigtig. Tør jeg bare sige det til hende? Hvis jeg gør det, så får jeg jo sikkert et verbalt overfald om, at jeg ikke skal blande mig i hendes liv. Hun ved selv, hvad hun har brug for. ”Ok, men så lad være med at fortælle mig, hvad jeg skal gøre, ikke?”
Måske er jeg svag. Jeg har måske også brug for professionel hjælp. Jeg tror det ikke. Jeg ved bare, at jeg bliver nødt til at lære at sige ja, og nej på de rigtige steder, næste gang hun ringer op for at fortælle mig, hvordan tingene skal gøres. Og det hjalp altså min far forrygende dengang, han havde brug for det.