Hvad tænker du, når jeg siger afskærmning fra solen? Solcreme‐faktor 50+ eller hvad? Måske tænker du på parasoller, der står på fine terrasser i dejlige haver? Måske tænker du i den forbindelse også på en hyggelig, sen eftermiddag sammen med gode venner, hvor I sidder på terrassen og nyder et glas frisk lemonade under parasollen? Det er bestemt ikke det, jeg tænker på, hvis du nævner ordet solafskærmning. Jeg tænker på alle de timer, hvor jeg har siddet på et kontor med dårlig ventilering og op til 40 graders varme udenfor. Måske kan vi blive enige om, at jeg er traumatiseret efter flere års ophold i Mellemøsten, hvor jeg har arbejdet som rådgiver.
Stram sekretær
Jeg havde kontor i et ministerie. Jeg sad sammen med transportministerens sekretær, som var en meget sød, men meget lidt effektiv dame. Vi talte dog godt sammen, men hun kunne altid lige få presset mig ind på plads: ”Du skal jo ikke blive her altid, så kan vi ikke placere dig her?” Spurgte hun venligt, første gang, jeg mødte på arbejde. Hun pegede på et skrivebord ved siden af et vindue. Jeg tænkte bare ”Fedt, et kontor med udsigt.” Så jeg slog naturligvis til. Uvidende om, hvor varmt der kunne blive i sommermånederne. Men jeg lærte det hurtigt. Allerede inde i april måned havde jeg det alt for varmt. Så vinduet blev åbnet og lukket, åbnet og lukket.
Solafskærmning eller gardiner
Efter nogle dage, hvor vi sådan havde åbnet og lukket vinduet på skift, fordi det enten var for varmt, eller fordi det trak, blev jeg enig med mig selv om, at jeg måtte finde en måde, hvorpå jeg kunne få lavet noget solafskærmning, som kunne holde lyset og varmen væk fra mit tastatur. (Det var bogstaveligt talt ved at smelte.) Min umiddelbare tanke var naturligvis at få sat et par gardiner op. Jeg spurgte naturligvis ministerens sekretær, om det ville være ok, hvis jeg købte stof til et par gardiner. Hun kiggede på mig med sine store, mørke og smukke øjne og sagde, at ”nej, det ville bestemt ikke være ok.” Jeg blev skuffet – og faktisk også lidt vred. ”Hvorfor dog ikke? Det er jo umuligt at arbejde i den her varme. Og med sollyset direkte ind på min pc.”
Hun svarede mig ikke. Kiggede bare på mig. Jeg sagde ikke mere. Satte mig ned og tørrede sveden af mine hænder og pande. Arbejdede bare videre – men gik tidligt hjem.
Næste dag
Næste dag mødte jeg op på kontoret. Fyldt med argumenter for, hvorfor der skulle gardiner på vinduet i mit hoved. (Kan I tillade jer at behandle jeres gæst – mig – på denne måde? Solafskærmning er nødvendigt, for at vi får et godt resultat ud af jeres investering mv.) Til min store overraskelse så jeg, at der bare var sat nogle rullegardiner op. Sådan nogle af den slags, som man trækker ned, og op og kan regulere alt efter, hvor tæt man vil have, at de skal lukke, når solen driller. Sekretæren mødte mig med et smil: ”Du er vores gæst, og ja, du skal behandles ordentligt, så jeg har sørget for at få gardiner sat op.”