Vi ved alle sammen, at der findes krisecentre, der henvender sig til kvinder, der har været udsat for vold. Men hvad ved vi egentlig om den slags centre? Jeg må indrømme, at jeg nok er lidt inspireret, af at det er den 8. marts. Kvindernes kampdag. Jeg har hørt mange udsendelser i radioen i dag, som hylder kvinder. Enten er det ved at spille musik, der er komponeret af kvinder, eller det er ved at forklare os om, hvordan kvinders kår er i dag, og hvordan de var for 100 år siden. Hallo. Ja, det er fint, at vi lytter til musik, der er skrevet af kvindelige musikere, det er fint, at vi hører om stakkels kvinder, der blev mishandlet og ikke havde stemmeret. Men hvad ved du, fx om krisecentre i Danmark?
Det nærmeste
Ved du, fx hvor det nærmeste krisecenter for kvinder ligger i forhold til din bolig? Ved du, hvor mange der findes i hele landet? Ved du, hvor mange kvinder der bliver udsat for vold hvert år? Ved du, hvem de er? Du har måske hørt om Danner stiftelsen. Du tror, at det er et krisecenter for kvinder. Det er det ikke. Det er en organisation, der slås for kvinders ligestilling. Og det er noget helt andet. Hvad Danner gør, er helt fint. Ikke noget ondt ord om det. Jeg synes bare, at du skal vide, at der er meget stor forskel på at slås for ligestilling og så hjælpe kvinder i nød.
Under stort pres
Mange af de kvinder, der faktisk formår at finde frem til et kvindekrisecenter, er kvinder, der slet ikke har overskud til at tænke på ligestilling. De tænker på overlevelse og har brug for hjælp her og nu. Og det giver krisecentrene dem. De giver dem husly. Måske også til kvindernes børn. De hjælper dem i gang med en ny hverdag. Fx sådan noget så simpelt som at finde en bolig. Det er nemlig en uoverkommelig opgave, når man har været udsat for vold og enten er blevet slået fysisk, eller har været udsat for psykisk vold.
Hjælp at hente
De hjælper også kvinderne med at komme i kontakt med arbejdsmarkedet. Eller med at få en uddannelse, hvis de har brug for det. Kort sagt: Krisecentrene, som findes her i landet, er et sikkerhedsnet for kvinder, der bliver misbrugt og mishandlet. Der er bare alt for mange kvinder, som ikke kender til dem. Og måske tør de ikke at lære dem at kende. Der hersker jo stadig alt for mange tabu omkring vold mod kvinder.
Så derfor synes jeg faktisk, at nogle af de stærkere krisecentre, som findes, burde råbe lidt mere op. De burde gøre mere opmærksom på deres eksistens. De burde fortælle om, hvad de tilbyder og gør for kvinderne. Jeg tror, det ville være godt med en del mere oplysningsarbejde omkring krisecentrene, og hvad de gør. Det vil være med til, at flere kvinder finder frem til dem, og de vil sikkert også kunne stå stærkere, så de kan få mere offentlig støtte. For det har de brug for.