Jeg skal hjem til min farmor i aften. Det bliver en lidt besværlig aften. Hun er sur på min far. Og hun vil gerne have, at jeg leger diplomat imellem hende og ham. Det hader jeg. De må altså selv løse de problemer, de har imellem sig. Min farmor er en meget viljestærk dame. Og når hun vil noget ja, så sker det som regel. Hun er sådan en type, der gerne vil bestemme alt. Og det gør min far oprør imod. Ofte. Denne gang handler det om, at hun vil have, at han skal sælge en af hendes ejendomme for sig. Hun siger, at hun ikke orker alt det der med mæglere og advokater. Min far har sagt, at det vil han ikke påtage sig. Hun må bede hans bror om at gøre det. Men det vil hun af en eller anden grund ikke.
Et lille glas likør
Hun er såmænd sød nok. Hver gang jeg kommer, bliver jeg altid budt på et glas likør. Hun har et skab fyldt med likør. Jeg kan godt forstå, at mange mennesker godt kan lide likør. Selv bryder jeg mig ikke om det. Jeg synes, at det er meget sødt og sommetider også lidt for tyktflydende. Men jeg bider som regel, tænderne sammen og tager imod likøren – mest fordi jeg ikke vil skuffe hende. I hendes verden er likør noget, man tilbyder gæster, når de ankommer.
Sangria måske?
Og ganske rigtigt. Da jeg ankom, blev jeg tilbudt et glas likør. Jeg sagde som sædvanligt ja tak. Hun kom med et lille glas, og vi satte os i hendes samtalehjørne. Hun kiggede på mig med sine smukke, blå øjne. ”Du må gerne sige nej tak til likøren, jeg ved jo godt, at du ikke bryder dig om det. Måske kan jeg byde på et glas sangria?” Jeg var lige ved at skulle tage et sip af likøren. Men ændrede kurs. ”Ja, tak, jeg vil faktisk meget hellere have et glas sangria. Det er jo ret varmt.” Hun går ud i sit køkken og finder et glas frem. Skænker sangria op. Kommer tilbage til samtalehjørnet og rækker mig glasset. ”Skål.” Jeg tager en slurk. Det er en god sangria. Ikke for sød. Ikke for stærk. Og der er masser af frugt i.Selv er jeg jo ganske glad for et glas mørk rom.
Lækker opskrift på sangria
Jeg spørger hende om, hvor hun har købt sangriaen. Hun fortæller mig, at hun selv har lavet den. Hun fandt ved et tilfælde en opskrift i et gammelt dameblad forleden, da hun var ved at rydde op. Hun begynder at fortælle mig om, hendes og min farfars rejser til Spanien for mange år siden. Jeg lytter. Kan forstå, at hun faktisk ikke har brug for mig som diplomat. Nej, hun vil bare gerne snakke med et menneske. Hun er meget alene. Jeg spørger hende om, hvorfor hun vil sælge sin ejendom. Hun fortæller mig, at hun gerne vil give alle sine børnebørn en gave. Sådan et slags tilskud til leveomkostningerne som studerende. Hun vil generelt gerne afhænde nogle af alle ejendommene, så vi ikke får problemer, når hun går bort – sådan med arv og beskatninger.